| Nye regler for Aldersdispensationer i Børne og Ungdomsrækkerne.
Repræsentantskabsmødet i FHF har besluttet en stramning af reglerne - Ikke mindst i lyset af de nye muligheder i Spiludviklingen hvor man nu må spille på flere årgange på samme dag. (F.eks. både U-14 og U-16 samme søndag - så længe man rykker til en ældre årgang)
FHF's særlige bestemmelser ser nu således ud:
Dispensationer vedrørende aldersgrupperinger
Der kan i særlige tilfælde - efter skriftlig ansøgning til Turneringsudvalget - meddeles dispensation, så maksimalt 2 førsteårs navngivne børne- /ungdoms-spillere kan deltage i nærmeste lavere aldersgruppe, under forudsætning af, at klubben ikke har hold i den aldersklasse spilleren tilhører. Dispensationen gælder kun A- B- og C-rækker - dog ikke Elite A! En sådan dispensation indebærer, at vedkommende hold med tilladelse til en spiller/spillere "fra en ældre aldersgruppe" ikke kan blive puljevinder. Til hold i U-6+U-8 og U-10-rækkerne kan der kun opnås dispensation efter indsendelse af begrundet ansøgning i hvert enkelt tilfælde.
Turneringsudvalget kan i helt specielle tilfælde give dispensationer ud over foranstående regler og betingelser. I disse specielle tilfælde vil Turneringsudvalget drage omsorg for, at den givne dispensation vil blive fulgt op med en kontrol af, at de særlige forudsætninger, der er lagt til grund for dispensationen, er fuldt korrekte. Skønnes en given dispensation ikke at opfylde disse særlige forudsætninger, vil Turneringsudvalget med øjeblikkelig varsel kunne ophæve dispensationen igen.
Eventuelle aldersdispensationer vil automatisk følge holdet ved rækkeombrydningerne før jul.
Ovenstående tekst er hentet fra Fyns Håndbold Forbunds hjemmeside. |